Gymnastik-beretning for 2018/2019
 
Kalenderen siger snart forår og det er lig med gymnastikopvisninger, hvor både gymnaster og instruktører kan lade mavens sommerfugle få frit spil. Vi i gymnastikudvalget ser frem til årets lokalopvisning, hvor mange timers træning i løbet af vinteren skal stå sin prøve. Finalen er længe ventet for vores kompetente og kreative instruktører samt ikke mindst energiske og dygtige gymnaster.
Tilbage i august/september lød startskuddet for de fleste gymnastikhold:
  • På børneholdene ca. det samme antal gymnaster som sidste sæson, hvor flere babyer i sognene betyder flere børn på TumlingTons (0-3 år) og Store Drenge og Piger (3.-6. kl.) trækker gymnaster til fra fx Ringkøbing grundet det nye springcenter i Dejbjerg
  • På de ældre og voksne hold er der stadig stor tilslutning, hvor Ungdomsholdet har oplevet fremgang i gymnaster og det stadig spæde DMT/BMT trækker gymnaster til fra store dele af Midt- og Vestjylland.
Der blev før sommerferien afviklet Sommergymnastik, slut august afholdt Klar-til-gymnastik-igen, Mens-vi-venter d. 24. dec. og 4 fredage med Ekstra Spring og Dans. Det er ret meget plejer, hvor diverse afprøvelser hen over årene har medvirket til, at vi holder fast i de ting som virker. Men én gang i mellem skal vi også ud på ukendt grund, hvilket skete med afvikling af PawPatrol i Dejbjerg i november, som gik over alt forventning med ca. 600 besøgende børn og voksne.
Alt i alt er vi godt tilfredse med den forgangne sæson. Vi glæder os rigtig meget til at se hvad den kommende lokalopvisning d. 8. marts vil byde på. Foreningens opvisningshold fra og med Ungdomsholdet og opefter var i fuld vigør til årets Seniorstævne på Dejbjerglund i lørdags d. 23. februar.
Endnu engang en stor tak til de mange frivillige der hjælper på alle hold uge efter uge – uden jer, var der ikke mulighed for gymnastik i Stauning/Dejbjerg. Tak til efterskolen for et godt samarbejde og ikke mindst tak til Stauning/Dejbjerg U&I’s bestyrelse for altid at være til stor hjælp for os.
 
På vegne af gymnastikudvalget Solveig Frost Østergaard

 
Stauning/Dejbjerg U & I | Skrænten 7 Dejbjerg| 6900 Skjern | Tlf.: 25382631| mail: formand@uogi.dk